Vi opfatter generelt tid, som noget, der har med bevægelse af gøre. Det afslører sig ved, at vi i dagligdagen ofte siger noget i stil med “Tiden går”, “Tiden løber”, “Tiden iler afsted”, “Tiden står stille”, “Tidens flod” osv.
Som rummet er tiden heller ikke bevægelse i samme forstand som stambevægelsen, men kun bevægelse i indirekte forstand. Hvis tiden virkelig gik, løb eller ilede, ville den tilhøre den ydre verden – genstandenes verden – men ingen har dog nogensinde set tiden på samme måde, som man kan se et hus, en bil eller et bjerg. Når tid ikke tilhører den ydre verden, besidder tid ikke objektivitet, men har kun subjektiv status. Derved er tiden kun noget, vi skaber i vores indre ved sansning af stambevægelsen.
Nogen vil måske sige, at ovenstående ikke er korrekt, og vi jo godt kan se tiden, når vi ser på vores ur. Men hvad er det egentlig, vi måler med et ur?
Uret er et menneskeligt påfund, og den måler i virkeligheden jordens rotationsposition, som er det samme som jordens bevægelse. Mere præcist beskrevet måler vi med uret, hvor jordens position er i sit kredsløb omkring solen (hvilken dag på året), samt hvor langt jorden er i sin rotation omkring sig selv (hvilket tidspunkt på dagen).
Hvis vi eksempelvis tager tid på, hvor mange minutter, det tager at koge en kartoffel, så måler uret i virkeligheden, hvor mange kilometer jorden har bevæget sig rundt om solen, indtil kartoflen er kogt.
Når vi oversætter bevægelse til tid, skyldes det vores hukommelse. Når vi bevæger os, inddeler vi vores bevægelse i en start, varighed og afslutning. Det er en subjektiv inddeling, og kan nok bedst beskrives som en slags indre kortlægning af vores bevægelse. Et slags indre rum. Når vi starter ud på en bevægelse (startpunkt), lagrer vi oplevelsen af det i vores hukommelse. Når bevægelsen har nået et slutpunkt (afslutning), lagrer vi også det i vores hukommelse.
De forskellige lagrede oplevelser katalogiseres i forhold til hinanden i en bestemt rækkefølge i vores hukommelse, og tilsammen giver det en oplevelse af, at bevægelsen har en varighed. Med oplevelsen af varighed opstår oplevelsen af tid.
Det er således tydeligt, at bevægelse giver anledning til vores oplevelse af rum og tid. Rum og tid hænger således sammen (på basis af bevægelsen), og det giver nu mening at kalde det for Rum-Tid.
Uden rum ville vi ikke kunne opleve tid, da tid opstår ud af vores oplevelse af rummets udbredelse.
Uden tid, ville vi ikke kunne opleve rum, da vi vil miste vores rumlige opfattelse, hvis vi ikke er istand til at forestille os, hvor lang tid det tager at bevæge sig i rummets udbredelse.
Ideen om Rum-Tids-enhed er ikke så mærkelig, og er bredt anderkendt i den fysiske forskning. En kort, pudsig beskrivelse ses i nedenstående video.
Livsoplevelsen finder sted i nuet, og vi har den gængse opfattelse, at vores oplevelse er én lang række af NU’er, således at et NU erstattes af et andet NU, der erstattes af et tredje NU osv.
I virkeligheden findes der kun Ét Evigt Nu, som i vores oplevelse splittes op i flere NU’er for, at vi kan skabe et livsrum for dynamisk oplevelse af livet. Det er en slags maskering af evigheden og uendeligheden. Hvis kun evigheden og uendeligheden eksisterede, ville vi ikke kunne opleve noget. Alt ville være stille og uden det liv, vi kender i form af dynamik og variation. Det, vi kender som liv i det fysiske univers, vil forsvinde og kun tomrummet ville være tilbage.
Det dynamiske livsrum giver nogle rammer for vores oplevelse. Det er egentlig bevægelsens fornemmeste opgave, nemlig at give mulighed for skabelser og oplevelser i dynamisk form. Det er i det dynamiske livsrum, vi oplever forandringerne i vores omgivelser. Et træ der vokser op, skyerne der ændrer sig på himlen, vores kroppe der ændrer sig i takt med alderen osv. Det er vigtigt at holde for øje, at det dynamiske livsrum er et indre rum, eller rettere sagt et åndeligt rum. Så det er vores oplevelser af det, vi sanser, der skabes i det dynamiske livsrum.
