Normalt opfatter vi ikke rummet som en form for bevægelse. Tværtimod opfatter vi det i dagligdagen instinkt ofte som noget ubevægeligt og statisk. I det daglige opholder vi os jo ofte i rum – hvad enten det er i huse, lejligheder, på arbejdskontorer, i butikker osv. – som vi typisk opfatter som faste strukturer med solide vægge, lofter og gulve, der tilsammen udgør en omsluttende enhed.

Rummet er da heller ikke bevægelse i samme forstand, som stambevægelsen. Som vi ved, er stambevægelsen, dét der kan observeres i vores ydre verden, og stambevægelsen er derfor af objektiv status. Rummet er kun bevægelse i indirekte forstand, og opstår kun som en konsekvens af vores sansning af stambevægelsen. Rummet er kun af subjektiv status.

Det skal nok forklares lidt nærmere.

Forestil dig, at du står på en vidstrakt, flad græsmark, som vi vil kalde punkt A. I dine arme holder du fire blå bolde. Ved punkt A placerer du den første blå bold for at markere stedet. Derefter bevæger du dig til et andet sted, punkt B, hvor du anbringer den anden blå bold, dermed markerer du en distance. Fra punkt B tager du et vinkelret skridt til punkt C, hvor du lægger den tredje blå bold for at markere et område. Til sidst, ved hjælp af en stige, bevæger du dig vinkelret opad til punkt D og strækker den fjerde og sidste blå bold over hovedet. Stående på stigen med bolden udstrakt markerer du et tredimensionalt rum. Disse bevægelser og de blå bolde illustrerer, hvordan vi konceptuelt kan definere rummet – i hvertfald mentalt set – som også vist på illustrationen nedenfor. De blåskraverede bolde er tænkte blå bolde, og de er medtaget for at vise, hvordan rummet er markeret fuldt ud.

Hvad vi egentlig bare har gjort her i det tænkte eksempel er at flytte de blå bolde i forhold til hinanden. Som vi ved, indebærer bevægelse, at noget ændrer position i forhold til noget andet.

Ved at de blå bolde har bevæget sig i forhold til hinanden, har de samtidig givet anledning til, at vi i vores sansning af deres bevægelser har skabt en forestilling om et rum. Dette rum kan jo ikke ses i den ydre verden, det er kun noget, vi tænker os til i vores indre. Det er illustreret i nedenstående figur.

Det princip, som her gælder for de blå boldes bevægelse, samt den afledte skabelse af et rum i vores indre, gælder i forbindelse med alle partikler og deres bevægelser.

Det er måske mest tydeligt, hvis vi zoomer helt ud i verdensrummet, som vi kalder det, med alle dets stjerner og planeter. Her forestiller vi os almindeligvis, at det udgør et slags fast, afgrænset rum – omend et stort et af slagsen set fra vores perspektiv.

Det eneste, som er direkte synligt er her stjerner og planeter, og det er netop på grundlag af en iagttagelse af disse, at man kan “se” rummet.

Hvis det skete, at alle stjerner og planeter pludselig forsvandt som ved magi, ville rummet også forsvinde som en uundgåelig følge. Dermed ville der kun være en sort, uendelig tomhed tilbage, uden nogen mulighed for at sanse noget som helst.

Det gør det tydeligt, at der ikke findes rum i den ydre verden, kun i vores indre. Man kan – indrømmet lidt højtravende – sige, at partikler er markeringer af “rum” i uendeligheden.

Nogen ville måske her indvende, at vi jo har rum i vores huse osv. som nævnt tidligere. Derfor eksisterer rum som en fysisk virkelighed. Men er det nu også helt korrekt?

I en foregående lektion lærte vi, at fysisk materie består af atomer og deres subpartikler, som egentlig kan betragtes som bevægelse og tomrum. Naturvidenskaben møder sine begrænsninger, når vi nærmer os skalaer under Plancks længde, en ekstremt lille størrelsesorden, hvor traditionelle beskrivelser af materie bryder sammen. I modsætning hertil fremstiller Martinus’ åndsvidenskab mikrokosmos som en uendelig fortsættelse nedad. Ifølge åndsvidenskaben kan atomer opdeles i yderligere subpartikler, som kan deles i mindre subpartikler, som igen kan deles i mindre subpartikler fortsættende i det uendelige.

Åndsvidenskaben siger således, at alt hvad vi opfatter som fast stof, faktisk kan reduceres til bevægelse og tomrum fortsættende i det uendelige nedad i mikrokosmos . Jo mere vi udforsker mikrokosmos på et dybere niveau, desto mere opløses vores opfattelse af solide objekter sig – det, der i vores makroskopiske verden betragtes som en fast væg, begynder at miste sin faste form. I virkeligheden bliver tomrummet mere og mere dominerende, jo dybere vi dykker ned i mikrokosmos.

At vi mennesker oplever rum som noget fast defineret, er således en illusion, og det er udelukkende et spørgsmål om perspektiv, og den måde vores sanser fungerer på. Hvad vores menneskelige sanser kan registrere, giver os ikke mulighed for at tilgå den fulde oplevelse af verden.