Martinus har selv understreget, at hans verdensbillede ikke er et produkt af opfindsomhed, men snarere en manifestation af hans dybt udviklede intuition, som han efterfølgende har nedfældet i tekst og symboler. Dette verdensbillede er evigt i sit indhold og forbliver derfor uforanderligt over tid. På trods af vores stigende erkendelse vil Martinus’ verdensbillede forblive uændret om 100 eller endda 1000 år. Det adskiller sig således markant fra de filosofiske verdensbilleder, vi kender fra de klassiske filosoffer, som kontinuerligt har undergået forandringer og tilpasninger i takt med den skiftende tidsånd gennem historien.

Filosofihistorien har dog frembragt mange interessante pointer gennem tiderne. En af disse pointer omhandler den langvarige og fiktive “dialog” mellem Sokrates, Platon, Aristoteles og Kant om, hvordan livet skal beskrives – om det skal forstås “nedefra” eller “oppefra”. Med “nedefra” menes fokus på materien eller det konkrete, mens “oppefra” refererer til ånden eller det abstrakte.

Platon var en elev af Sokrates, og i hans tidlige filosofi fokuserede han ligesom Sokrates på moralske spørgsmål og afviste naturfilosofien. Senere i sit filosofiske virke rettede han sin opmærksomhed mod det metafysiske og det transcendente, idet han var overbevist om, at bag den kaotiske overflade af den sanselige verden eksisterer en orden, der er ideel og perfekt, ligesom matematikkens verden. Han mente, at det er fra denne transcendentale verden, at vi kan opnå sand erkendelse af tilværelsen.

I modsætning til Platon mente Aristoteles senere, at vi ikke kan finde et grundlag uden for den sanselige verden, som kan understøtte vores filosofiske undersøgelser. At tage højde for noget ud over det, der kan observeres i den sanselige verden, fører ifølge Aristoteles blot til tågesnak. Aristoteles var selv besat af at udforske den sanselige verden og kastede sig med enorm lidenskab og energi ind i forskningsprojekter på en række områder, herunder fysik, økonomi, psykologi og meteorologi. Han var den første til at kortlægge disse basale naturvidenskabelige områder.

Disse to arketyper er illustreret i midten af dette maleri af antikkens filosoffer, hvor Platon og Aristoteles ses i midten. Platon peger opad mod de højere sfærer, mens Aristoteles peger nedad og understreger vigtigheden af at forankre sig i den sanselige verden. Senere kom Kant til og forenede disse to synspunkter ved at introducere begreberne “Tingene i sig selv” og “Tingene for mig”.

På dette kursus præsenteres Martinus’ verdensbillede eller åndsvidenskab ved hjælp af begreber, der strækker sig fra det konkrete til det abstrakte niveau. En kort fortælling om “sansebjerget” kan illustrere “rejsen” fra det konkrete til det abstrakte.

Sansebjerget

Forestil dig et majestætisk bjerg og den dal, der omgiver det. Forestil dig en skøn forårsdag, hvor solen kaster sit varme skær, og himlen er blå og klar uden en eneste sky.

Nu forestil dig, at du går sammen med mig gennem dette smukke landskab. Jeg er blind, og det er din opgave at beskrive alt, hvad du ser undervejs. Vi begynder vores vandring i dalen ved foden af bjerget og bevæger os langsomt opad mod toppen, vores endelige destination. Bjerget rager hele 3 km op mod himlen.

I starten følger vi en smal sti, flankeret af en skov på den ene side og en eng med græs og blomster på den anden. Du vil nok fortælle mig om træerne langs stien, hvor egetræer og bøgetræer står side om side. Du vil sandsynligvis sige, at egetræerne når op mod 20 meter i højden med en stammediameter på cirka 3 meter, og at deres bark er furet og skorpet med læderagtige blade. Bøgetræerne, derimod, fortæller du, er endnu højere, nok omkring 30 meter, med ægformede blade og en stammediameter på cirka 2 meter. Du vil måske påpege, at bladene netop er sprunget ud og dækket af fine silkehår.

Jeg beder dig om at beskrive engen på den modsatte side af stien. Du fortæller mig, at engen strækker sig ud over et betydeligt areal med et væld af smukke blomster, såsom valmuer, knopurter, gåseurt og bellis. Du kan næsten ikke stoppe med at pege dem ud, så forskelligartede og smukke er planterne på engen.

Men selvom vi kan nyde de nære detaljer ved foden af bjerget, er vores overblik over området begrænset. Omkring 100 meter fra stien bliver det svært at skelne detaljer fra hinanden, og horisonten på begge sider af stien bliver sløret af henholdsvis skoven og engen.

Jeg ville ønske at vide mere om dalens omfang og størrelse. Hvor langt strækker skoven sig, og hvor bred er engen egentlig? Derfor foreslår jeg, at vi bevæger os lidt op ad bjerget for at få en bedre udsigt. Du er enig, og vi fortsætter opad, indtil vi når et punkt midt på bjerget.

Her, på dette midtpunkt, kan du beskrive det forandrede landskab. Du vil sige, at detaljer om træer og blomster gradvist forsvinder, men at du stadig kan skelne mellem forskellige nuancer af grønt. Du fortæller endvidere, at du nu kan se længere ud end det område med eng og skov, vi netop har forladt. Du kan se, at engen er cirka 500 meter bred, og du kan se, at skoven er mindre end du havde forventet, sandsynligvis kun 10 hektar stor. Du kan også identificere vandløb, søer og åbne græsmarker i det fjerne, på den anden side af skoven.

Stående her er det fristende at fortsætte til toppen af bjerget for at opnå en endnu mere omfattende udsigt over dalen.

Når vi endelig når toppen, fortæller du, at vi nu ser ud over et panorama af grønne nuancer, der strækker sig ud i horisonten. De dækker over flere skove og enorme græsmarker. Selvom detaljerne er svære at skelne på denne afstand, er synet nu alligevel betagende.

Mens vi står på toppen af bjerget, spørger du nok, hvad denne oplevelse skal lære dig. Jeg svarer, at nogle gange ser vi helheder som her på toppen af bjerget, men at det samtidig kan betyde, at detaljerne går tabt. Andre gange fordyber vi os i detaljerne som ved foden af bjerget, men hvor helheden måske er svær at få øje på. Men uanset perspektivet har du, fortæller jeg, nu indsigt til at navigere op og ned i det du gerne vil vide mere om, ligesom vi kan gå op og ned ad bjergsiden for at skifte vores fokus fra detaljer til helhed eller omvendt. Med andre ord kan vi navigere fra det konkrete til det abstrakte eller omvendt i vores undersøgelser af et bestemt emne. Det kaldes her at vandre op og ned ad sansebjerget. Ja, det er netop det, jeg ville have dig til at erkende.

Figur. På forskellige udsigtspunkter ser man forskellige ting. Fra det øverste punkt har man et overordnet syn på landskabet, men mangler detaljer. På det mellemste niveau har man et mere begrænset overblik, men kan begynde at opfatte nogle detaljer. Fra det nederste niveau er der intet overordnet syn, men til gengæld kan man observere mange detaljer.

Hvad er en abstraktion?

Hvad er en abstraktion? Ja, det kan forklares på mange måder. Der vil i det følgende tages udgangspunkt i at rejse i den fysiske verden.

Når du forbereder dig til en rejse i den fysiske verden, er et af de første skridt ofte at finde et kort over det sted, du planlægger at besøge. Hvis du rejser med bil, er det også vigtigt at planlægge ruten for at nå frem til din destination. Landkort er uundværlige redskaber, når vi navigerer rundt i den virkelige verden, og de har været brugt i årtusinder 

Evnen til at udarbejde kort eksisterede allerede blandt de tidligste jægere, nomader og søfarende. De udnyttede de materialer, de havde til rådighed. For eksempel brugte nogle nordamerikanske indianere birkebark som kortmateriale, mens beboere på Marshalløerne udviste større raffinement. De skabte søkort med en bred vifte af nyttige oplysninger såsom øernes placering i forhold til hinanden og de mest markante bølgeformationer. Deres materiale bestod af muslingeskaller og blade fra kokospalmer 

Figur. Søkort fra Marshalløerne. Bladribberne viser her de væsentligste bølgefronter

Det var med den græske civilisation, at rejser for alvor tog fart. Grækerne var tidligt udstyret med rejsehåndbøger, der beskrev de vigtigste handelsruter. Deres rejser strakte sig langt og inkluderede endda besøg på de britiske øer. Det var dog først omkring år 1500, at et verdenskort blev udviklet, der inkluderede opdagelserne af Amerika, Afrika og Indien. Et af de mest berømte kort fra denne tid er Martin Waldseemüllers kort.

Figur. Kort af Martin Waldseemüller

I dag har vi adgang til avancerede online korttjenester som Google Maps, der udnytter den seneste teknologi til at hjælpe os med at navigere verden omkring os. Ved blot at indtaste vores placering og ønsket destination kan vi nemt få en detaljeret rutevejledning.

Figur. Rutevejledning på Google Maps

Har du nogensinde tænkt over, hvad kort egentlig er? Du ved, hvordan du skal bruge dem, men måske har du aldrig rigtig overvejet, hvordan de er sammensat.

Når du kigger på et kort, ønsker du kun de vigtigste oplysninger. Medmindre du er en botaniknørd, behøver du ikke at vide præcis, hvilke blomster eller træer der vokser langs den vej, du planlægger at rejse på for at nå din destination. Du vil bare vide, hvilke veje der fører dig fra A til B. Alt andet er unødvendig information. Og det forstår kortproducenterne. I processen med at skabe et kort fjerner de alt, hvad der ikke er relevant for kortets formål. Lad os se på et visuelt eksempel.

Foto

Tegning

Kort

På det tre billeder er der først et foto, hvor vi kan se mange detaljer om farver, planter, træer, vejbelægning osv. På tegningen er farvene fjerne, og vi kan ikke længere se hvilken slags planter og træer, der er på billedet. På kortet fra Google Maps er vejen bare vist som det eneste, og vi kan ikke se, hvad der omgiver den. Fra foto til tegning er der fjernet nogle detaljer, og fra tegning til google maps er der ligeledes fjernet nogle eksempler. Der er i begge trin gennemført dét, der kaldes en abstraktion.

Her vil du nok sige “stop, vent lige lidt!”. Er en abstraktion ikke en betegnelse for noget som er svært at forstå? Såsom “han taler meget abstrakt, eller dette maleri er abstrakt og svært tilgængeligt osv.?” 

Både ja og nej.  At abstrahere vil sige at fjerne noget. Det kommer af det latinske “abstraho”, der betyder at ”trække væk”. Men det, at man fjerner noget, kan selvfølgelig godt medføre, at et emne bliver svært at forstå, hvis man ikke kan se detaljerne.

Abstraktion er en mental proces, hvor man fokuserer på det væsentlige og ser bort fra mindre detaljer, eller hvor man identificerer fælles træk ved en række begreber eller genstande. Denne søgen efter fællestræk adskiller abstraktion fra den konkrete iagttagelse af en enkelt genstand eller et enkelt begreb. 

Et eksempel på abstraktioner, som vi alle kan forstå, er forholdet mellem det abstrakte begreb “geometriske figurer” og de konkrete enkeltbegreber såsom cirkler, firkanter og trekanter.

Både cirkler, firkanter og trekanter kan have forskellige dimensioner og farver. Men for at kunne tale mere generelt om dem, i stedet for at beskrive hver enkelt figur indgående, kan man “bare” kalde dem geometriske figurer. Ved at anvende begrebet geometriske figurer fjerner man detaljerne om, hvorvidt de er cirkler, firkanter eller trekanter, samt deres farver og størrelser. Dette princip illustreres i nedenstående figur.

Figur.  Cirkler, firkanter og trekanter kan samles i det abstrakte begreb “geometriske figurer”.

At bevæge sig op ad abstraktionsstigen indebærer at gå fra det konkrete til det abstrakte. Et eksempel på en sådan stige er at studere begrebet kapital. Inden for økonomisk teori kan kapital opdeles i følgende abstraktionsniveauer:

1. Hans Hansen
2. Svejser
3. Arbejder
4. Arbejdskraft
5. Kapital

Denne abstraktionsstige repræsenterer en progression fra det konkrete individ, Hans Hansen, til det mere abstrakte begreb kapital.

I Martinus’ åndsvidenskab kan der ligeledes tales om fysiske kroppe, parafysiske kroppe og organismer. De fysiske kroppe er mest konkrete (dem kender vi), mens parafysiske kroppe er mere abstrakte, men alligevel forestillelige. Begrebet “organisme” er endnu mere abstrakt og omfatter både fysiske og parafysiske kroppe. Så fra at tale om kroppe til organismer, har vi foretaget en abstraktion, hvor vi har fjernet detaljen om det drejer om fysiske eller parafysiske kroppe. Det er væsentligt at være opmærksom på denne mentale proces, abstraktion, når man studerer Martinus’ åndsvidenskab, da den pågår hele tiden, både i Martinus egne beskrivelser samt andre forfatteres.