Kendetegnene ved et levende væsen er blevet grundigt beskrevet i de tidligere lektioner med en omfattende gennemgang af forskellige detaljer. I den forbindelse er der blevet introduceret en række begreber, og nogle af dem ses nedenfor.

Lektionerne er struktureret i en bestemt logisk rækkefølge, hvor konteksten gradvist ændres. Dette har ført til behovet for at introducere flere begreber, der i essens dækker det samme indhold. Hovedreglen har været, at lektionerne – set fra det fysiske perspektiv – har bevæget sig fra et konkret til mere abstrakte niveauer, hvilket har medført, at flere begreber repræsenterer stadig mere abstrakt indhold, selvom de grundlæggende dækker den samme betydning.

Det er dog muligt at systematisere alle begreber ved at inddele dem i én af kategorierne A, B og C.

Derfor kan de begreber, der blev nævnt i begyndelsen af denne lektion, også placeres i kategorierne A, B eller C. I de følgende eksempler er der ikke taget højde for, om begreberne i de tre kategorier er på samme konkrete eller abstrakte niveau

De tre kategorier A, B og C forholder sig som følgende til hinanden.

A er indehaveren og benytteren af B og via B ophav til og oplever af C. Samtidig er B direkte årsag til C. Disse tre kategorier udgør tilsammen det treenige princip. Det treenige princip er grundlæggende for ethvert levende væsen. Uanset om det levende væsen er fysisk, såsom en plante, et dyr, et menneske, en planet, en stjerne, et atom osv., eller det er et parafysisk væsen af en eller anden form, er det udtryk for det treenige princip.

Åndsvidenskabens forskellige beskrivelser af det treenige princip

Martinus skiftede selv mellem forskellige navne i de tre kategorier A, B og C. Dette antages at være bevidst, så han kunne beskrive de komplekse sammenhænge i åndsvidenskaben på forskellige måder afhængigt af konteksten for at forklare sine pointer mere effektivt.

Nedenstående er et forsøg på at beskrive det treenige princip på forskellige abstraktionsniveauer. Hvert afsnit bevæger sig op på et højere abstraktionsniveau og fjerner derved visse detaljer, hvilket dog samtidig kan gøre de overordnede sammenhænge lettere at forstå.

Jeget, moderenergi og grundenergier

På dette abstraktionsniveau udgør beskrivelsen af det treenige princip en sammenfatning af de grundlæggende begreber, som vi har udforsket indgående i de foregående lektioner. Centralt heri er jeget, moderenergien og grundenergierne.

Vi har set, hvordan jeget benytter moderenergiens overordnede evne til manifestation og oplevelse. Moderenergien kan beskrives ved hjælp af otte skabeprincipper, der blandt andet “føder” seks underliggende grundenergier. Disse grundenergier repræsenterer vores specifikke evner til manifestation og oplevelse. Gennem reaktionerne mellem grundenergierne opnår jeget konkrete oplevelser, hvilket fører til fornyelse af bevidstheden.

Jeget og moderenergien udgør tilsammen overbevidstheden, mens grundenergierne udgør underbevidstheden. Overbevidstheden refererer til den evige del af det levende væsen, mens underbevidstheden refererer til den tids- og rumdimensionelle, og dermed skabte, del af det levende væsen.

Jeget udgør det faste punkt, mens moderenergien og grundenergierne repræsenterer forskellige former for bevægelse. Moderenergien er den overordnede bevægelse, mens grundenergierne udgør de konkrete bevægelser. Således består verdensaltet grundlæggende af et fast punkt og bevægelse.

Tomhed, energi og liveoplevelse

På dette abstraktionsniveau tager vi udgangspunkt i naturvidenskabens forståelse af livets funktionsmåde.

Naturvidenskaben har kun kendskab til tomrum og materie. Tomrummet udgør alt det, som naturvidenskaben betegner som rummet mellem planeter og stjerner i makrokosmos eller mellem atomkerner og elektroner i mikrokosmos. Materien består af atomare partikler, som kan kombineres i alt fra organismer til planeter og stjerner. Med erkendelsen fra Einsteins relativitetsteori forstår naturvidenskaben, at materie i sin essens er energi. Derfor opererer naturvidenskaben kun med begreberne tomrum og energi.

Naturvidenskaben mener, at tomheden ikke består af noget, men netop bare er…tomt.

Åndsvidenskaben modsiger opfattelsen af, at tomhed blot er ingenting. Tværtimod har tomheden to karakteristika: Den udgør både det faste punkt i tilværelsen og er samtidig et begærende, skabende og oplevende noget. Tomheden anvender energi til at danne livsoplevelser for derigennem at erkende sig selv som skabende.

Tomheden er dermed et aktivt noget, der benytter energi for at opnå livsoplevelser. Livsoplevelserne er vigtige, da tomheden uafbrudt har brug for at blive bekræftet i sin rolle som skaber og oplever. Dette konstante behov for bekræftelse danner al dynamik i livet. Hvis ikke tomheden konstant havde behov for at danne livsoplevelser, og dermed dynamik, ville livet, som vi kender det, bryde sammen, og intet ville eksistere.

Tomhed, energi og livsoplevelse vil som treenigt princip, kunne beskrives som følgende.

Subjekt, virkeevne og virkninger

På dette abstraktionsniveau beskrives rollerne i det treenige princip.

I det treenige princip antager subjektet to distinkte roller: skaber og oplever. Subjektet udnytter virkeevnen, som i sig selv besidder to roller: skabende og oplevende. Resultaterne af virkeevnens skabelser manifesterer sig som virkninger, der kan være af enten objektiv eller subjektiv karakter. Den objektive karakter dækker over det, vi erfarer som omgivelsernes energiocean, mens de subjektive virkninger er den måde, hvorpå vi oplever vores omgivelser – også kendt som vores bevidsthed. Disse subjektive virkninger afhænger af virkeevnens evne til at opfatte. I sidste ende er det subjektet, der oplever disse subjektive virkninger.

Skaberen, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte

På dette abstraktionsniveau arbejder vi med tre overordnede begreber: skaber, skabe- og oplevelsesevnen samt det skabte.

Livet fungerer ved, at skaberen bruger sin skabeevne til at skabe. Konsekvenserne af det skabte, uanset om de er behagelige eller ubehagelige, opleves af skaberen gennem sin evne til at opleve. En god skabeevne fører til behagelige oplevelser, mens en mindre god skabeevne vil medføre ubehagelige oplevelser.

X1, X2 og X3

På dette abstraktionsniveau beskriver vi konsekvenserne af, at der ud over den rumlige og tidsmæssige dimension også eksisterer det evige aspekt. Faktisk er alt i virkeligheden et udtryk for evigheden, hvor det tids- og rumdimensionelle blot er kamufleret evighed.

Skaberen eksisterer uden for den rumlige og tidsmæssige dimension, og er derfor evig og uendelig i sin natur. Dette gør det umuligt at beskrive fuldstændigt, hvad skaberen er, så derfor benævnes det blot som X1. Tallet 1 henviser til den initiale del af det treenige princip.

Skaberen benytter sin evne til både at skabe og opleve. Hvis skabeevnen på et tidspunkt ikke eksisterede, ville skaberen ikke kunne skabe, og alt ville blive til intethed. Derfor har skabe- og oplevelsesevnen altid eksisteret, og er dermed også evig i sin natur. Skabe- og oplevelsesevnen kan kun betegnes som X2, da det ikke er muligt at give fuldstændig beskrivelse af, hvad det er.

Da skabe- og oplevelsesevnen altid har eksisteret, har der altid været noget, som er blevet skabt. Det, sammen med, at livet viser, at der findes uendeligt mange forskellige skabelser, gør, at det skabte heller ikke kan beskrives fyldestgørende, men blot benævnes som X3.

X

Det er kun gennem tankens analyse, at man kan adskille de tre kategorier inden for det treenige princip. Alle tre X’er – X1, X2 og X3 – udgør forskellige facetter af det samme X. I praksis er de så tæt sammenflettet, at der reelt kun findes ét X med tre funktionelle egenskaber.

Noget som er

Det kan ikke beskrives præcist, hvad X er, da det er uendeligt i sin natur. Det vil sige, at det treenige princip i virkeligheden kun beskrives som “Noget der er”. Dermed kan Livet også kun beskrives, som et “Noget der er”.

Martinus’ bogværk kunne i princippet således nøjes med kun at fylde en enkelt side, hvori der stod: “Livet er noget, som er.” Heldigvis valgte han at uddybe denne sætning i langt større detaljer gennem sit omfattende forfatterskab.