I løbet af en almindelig dag siger vi ofte sætninger som: “Jeg går, jeg løber, jeg spiser, jeg taler…” Dette er måden, hvorpå vi beskriver vores handlinger i det daglige liv.
Hvis vi dykker ned i ordene, indser vi, at det, vi egentlig udtrykker, er, at jeget udfører en bevægelse – enten at gå, løbe, spise eller tale. Jeget i disse sætninger er det faste punkt, hvorfra enhver bevægelse udspringer.
Denne enkle beskrivelse er den grundlæggende måde livet fungerer på – der findes kun et fast punkt og bevægelse. Intet andet.
Bevægelser kan vi beskrive i tid og rum. Eksempelvis at vi går fra A til B i et bestemt tidsinterval. Jeget derimod eksisterer kun uden for tid og rum, og kan ikke defineres med en bestemt størrelse eller alder, og vi kan heller ikke beskrive, hvad det består af. Jeget er blot “Noget, der er”.
Jeget har dog to afgørende karakteristika: For det første fungerer det som den årsagsløse årsag og er dermed ophavet til alt, der er skabt. For det andet er det et begærende, skabende og oplevende Noget.
Når vi henviser til vores jeg, refererer vi således til den del af os, hvorfra alle ønsker om at skabe og opleve udspringer. Jeget udgør den kilde, hvorfra alt “Det skabte” opstår, og ikke omvendt.
Jeget kan ikke sanses direkte, qua det eksisterer uden for tid og rum. Det tætteste man kan komme på direkte sansning, er det Martinus kalder “de gyldne tråde”, som udgår fra jeget. “De gyldne tråde” angiver grænseområdet mellem det umanifesterede og det manifesterede, altså grænseområdet mellem det faste punkt og bevægelsen. “De gyldne tråde” er det samme som moderenergien, og er dét, der omformes til eksempelvis hvad, vi kender som vores kroppe eller andres kroppe. I bund og grund er vi alle lysvæsener, der er dannet ud af “de gyldne tråde”. Det kræver dog kosmisk bevidsthed at erkende “de gyldne tråde”.
Vi opfatter jeget som en personlig jeg-fornemmelse, og som et uforanderligt noget i vores indre. Dette er grunden til, at vi føler vores “indre” alder ikke ændres, selvom vores fysiske kroppe ældes med tiden.
Urbegæret springer fra jeget som en konsekvens af jegets længsel efter at opleve livet og dermed erkende sig selv som skaber af alt. Urbegæret arbejder uophørligt for at genoprette den ubalance, der opstår mellem de tilsyneladende modsatte forhold: på den ene side jeget som et fast punkt, og på den anden side jegets behov for at opleve livet og anerkende sig selv som skaber. Uden den konstante indvirkning fra urbegæret, som driver jeget til at skabe i en evig strøm, ville livet, som vi kender det, ophøre med at eksistere, og kun tomhed ville være tilbage. Alle skabelser og oplevelser er et resultat af urbegærets virkning og manifesteres i det, vi kalder “Det skabte”
Jegets evige skabelsesrække kan beskrives som en uafbrudt proces af udsendelse og modtagelse af energi. Når jeget modtager energi, øges dets bevidsthed og et nyt behov opstår for at opleve livet på en ny måde. Jeget transformerer derefter den modtagne energi og sender den ud igen i en ny form. Dette sker i en uendelig cyklus, som kaldes “jegets vending af energien”.
