29. Urbegæret og den højeste ild

Dybt inden i os selv findes et uudsletteligt, og derfor et evigt, behov for at opleve livet. Dette behov kaldes centralbehovet. Fra centralbehovet opstår urbegæret, som er vores vedvarende vilje til at skabe livsoplevelser. Urbegæret er neutralt og uden nuancer, og for at materialisere konkrete livsoplevelser udkrystalliseres urbegæret i moderenergiens iboende otte skabeprincipper. Mens urbegæret er vores vilje til at skabe og opleve, så repræsenterer moderenergien – som den strukturerende og bærende energi – vores overordnede evne til at tilfredsstille dette behov.

Af de otte skabeprincipper i moderenergien er polprincippet – som giver mulighed for at afsende energi (skabelse) og modtage energi (oplevelse) – det første og vigtigste skabeprincip. De øvrige skabeprincipper er afledt af polprincippet, men de er også essentielle for livsoplevelsen. Eksempelvis vil livsoplevelsen ikke kunne finde sted uden livsenhedsprincippet, da der uden dette princip ikke ville være nogen af afsende energi til eller modtage energi fra.

Som nævnt er urbegæret neutralt i sin natur, men via urbegærets udmøntning i kontrastprincippet fremkommer et ønske om variation i livsoplevelsen, hvilket i praksis fører til skiftende tilstande af sult og mættelse, der svarer til behagelige og ubehagelige oplevelser. Generelt har alle væsener imidlertid et iboende værdisystem, der giver os en præference for at opleve behag frem for ubehag, og denne trang kalder Martinus for den “højeste ild”. Generelt kender vi som jordiske mennesker kun “den højeste ild” som vores kønsdrift, altså vores menneskelige seksualitet, men ifølge Martinus er alt, hvad der eksisterer af skabelser i verdensaltet, udtryk for seksualisme, da seksualisme kendes ved at energi afsendes og energi modtages.

Nedenstående figur illustrerer sammenhængene mellem centralbehovet, urbegæret, moderenergien, de otte skabeprincipper, den højeste ild samt det skabte område.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er FremKnap-2.png