Vi har nok alle stået på og set ned ad en vej og her opleve, at vejen bliver mindre jo længere ned, vi ser. Det samme gælder for træerne i siden af vejen.

At veje og træer ser mindre ud, jo længere væk vi ser, skyldes nogle matematiske love i naturen. Det er de samme love, som gør sig gældende, når man flytter en kasse længere og længere væk i horisonten fra det sted, hvor man observerer fra. Her ser det også ud til, at kassen bliver mindre og mindre. Kassens tilsyneladende størrelse følger nogle fiktive perspektivlinjer, som går “ind” i det samme punkt langt ude i horisonten.

De matematiske love kaldes også for perspektivprincippet.

Fem dimensioner

Forskellige størrelser er dog en illusion. Kosmisk set er alle objekter lige store, men det er vores oplevelse af dem, som varierer.

Lad os tage udgangspunkt i en grå jernstang. I nedenstående figur ses jernstangen i et tredimensionelt rum angivet ved tre akser (længde, bredde og højde). Denne jernstang kan rotere, og derfor siges jernstangen at optræde i fire dimensioner, hvor tiden er den fjerde dimension. Jernstangen optræder så at sige i rumtiden. På figuren roterer jernstangen, og er i forskellige positioner i tiden nul sekunder, et sekund og to sekunder. Dette kan naturligvis fortsætte i flere end de to sekunder i en uendelighed.

Jernstangen kan dog også beskrives i en femte dimension, som vi her kan kalde dybden. ^/66/ For at forstå denne ekstra dimension kan vi igen tage udgangspunkt i jernstangen. Først deler vi jernstangen i to halvdele. Den ene halvdel kan vi igen dele i to halvdele, så de hver fylder en fjerdedel af den samlede jernstang. Den ene fjerdedel kan vi en tredje gang opdele i to halvdele, så de hver fylder en ottendedel af den samlede jernstang. Den ene ottendedel kan vi endnu en gang opdele i to halvdele, så de hver fylder en sekstendedel af den samlede jernstang. Disse fire halveringer er vist på nedenstående figur. Vi kan kun følge processen så langt ned, som vores forstørrelsesmetoder – mikroskoper – tillader, men processen kan fortsætte længere end det. Den kan fortsættes i en uendelighed ned ad i mikrokosmos. Derfor kan en jernstang ses både som et rumtids-objekt, men også som et objekt, der har en uendelig størrelse, da vi i en uendelighed kan blive ved med at halvere den.

Hvis alt, hvad vi ser, rummer et aspekt af uendeligheden, hvorfor oplever vi så ting have forskellige størrelser? Jo, det er et spørgsmål om hvordan, vi sanser, og hvordan perspektivprincippet virker i sanseprocessen.

Sanseprocessen

Sanseprocesen er yderst fascinerende. Det følger af livets fem dimensioner, at alt i virkeligeden er uendelige. Det betyder samtidig – og det er meget abstrakt – at alt hvad der findes, er indlejret i alle livets punkter. Det er samme princip, som vi ser i fraktaler, der gentager sig igen og igen i mindre og mindre skala. Sanser vi femdimensionelt ville vi kunne udtrække al tilgængilig viden, uanset hvor vi retter vores bevidsthed hen. Det kan vi dog som jordiske mennesker endnu ikke, da det kræver kosmisk sansesæt, som er båret af intuitionsenergien.

Derimod sanser vi i det firedimensionelle udtryk af verden, hvor vi “nøjes med” at udtrække de informationer – detaljer – af det samlede uendelige vidensocean, som vi er i stand til at begribe. Vi har så at sige et indskrænket sanseapparat, som er målrettet vores bevidsthedstrin. Havde vi adgang til hele vidensoceanet, ville vores bevidsthed bryde sammen på et øjeblik, på samme måde, som en elektrisk pære ville brænde sammen, hvis den fik langt mere strøm end, den er beregnet til.

Vi har set i en tidligere lektion, at vi sanser i vores omverden via vores fysiske sanser. Vi kan ligeledes udtrykke – manifestere – vores tanker i den fysiske verden eksempelvis ved tale.

Der sker en hel del mere end, at vi “bare” sanser. For nemhedens skyld fokuserer vi i det følgende kun på syns-sanseprocessen ^/67/. Her sker dét, at lysbølger fra solen først rammer et fysisk objekt, hvorved reflekterende lysbølger fra det fysiske objekt rammer vores øjne og skaber fotokemiske processer i øjnenes nethinder. Herfra sendes elektriske impulser til hjernens synscenter. Da hjernen kun er en “transformatorstation”, omskabes de elektriske impulser til parafysisk signaler, som kan sanses af de parafysiske legemer. Vibrationer i de parafysiske legemer vekselvirker herefter med de kosmiske skabeprincipper, hvorved subjektive billedet af det fysiske objekt opstår i vores indre. Dette kaldes også for oplevelsen af den fysiske objekt. Det ses skitseret på en forenklet måde i nedenstående figur.

Processen er i princippet den samme uanset om, man er et væsen, der sanser i den fysiske verden, eller et væsen, der udelukkende sanser i den parafysiske verden. Forskellen er, at parafysiske væsener ikke anvender fysiske sanseorganer, men udelukkende parafysiske sanseorganer.

Som det det ses går pilene begge veje. Det betyder, at vi udover at anvende skabeprincipperne i vores sansning, også anvender skabeprincipperne i vores manifestationer. Så uanset om vi er fysiske eller parafysiske væsener, så kan vi have et ønske om at udtrykke vores oplevelser eller ideer ved at lade skabeprinciperne vekselvirke med de parafysiske organer (og for de fysiske væsener: også de fysiske organer) for at skabe bevægelser i den ydre verden (fysisk eller parafysisk). Set ud fra et firedimensionelt perspektiv skabes der bevægelser i forskellige former, farver størrelser og størrelser, men i virkeligheden – set ud fra den femte dimension – er resultatet af skabelserne uendelige og indeholder i et hvert punkt al tilgængelig information.

Sanseregisteret

I lektionen om kredsløbsprincippet så vi, at vi har gennemlevet mange spiralkredsløb tidligere. Ja, faktisk uendeligt mange af dem. Perspektivprincippet virker således, at det spiralkredsløb vi gennemlever her og nu fylder mere i vores bevidsthed end det forrige spiralkredsløb, som igen fylder mere end to spiralkredsløb tilbage osv. De tidligere spiralkredsløb ordnes således i aftagende orden alt efter, hvor meget de fylder i vores bevidsthed. Samlet set kaldes summen af alle alle afsluttede spiralkredsløb også for sanseregisteret. ^/68/ Den aftagende orden giver os en mulighed for at få en oplevelse af, at dét vi sanser, kan have forskellige størrelser.

Lad os tage et konkret eksempel med et syvtommer-søm og en knappenål. ^/68/ Når vi sanser et syvtommer-søm og en knappenål, ja så ved vi nu, at de kosmiske set har samme størrelse, da de begge kan halveres i en uendelighed. Det er i virkeligheden en illusion, at de har forskellige størrelser. Men I sanseprocessen, hvor de parafysiske sanseorganer vekselvirker med skabeprincipperne, vil de relative størrelser af syvtommer-sømmet og knappenålen blive vurderet op i mod tilsvarende størrelser af specifikke spiralkredsløb.

Således vil perspektivprincippet automatisk parre syvtommer-sømmet med det specifikke spiralkredsløb, der fylder det samme “størrelse” i vores bevidsthed, som syvtommer-sømmet fylder i vores fysiske synsfelt. Det samme gælder for knappenålen. På denne måde vil vi se, at syvtommer-sømmet er større end knappenålen.

Havde vi ikke denne parring af fysisk objekt og et tidligere spiralkredsløb, ville vi i sanseprocessen ikke kunne se forskel i størrelsen de fysiske objekter, da de jo kosmiske set fylder lige meget, nemlig uendelig størrelse. Perspektivprincippet kaldes således også for et illusionsprincip.

At alle ting i virkeligheden er uendelige kan først rigtig forstås med tanken, når vi medtager det, vi i lektionen om kredsløbsprincippet benævner oplevelsens centrum. Det kaldes også for det levende væsens jeg. Det vil vi beskrive nærmere i en senere lektion.