Vi kender alle til kredsløb i naturen såsom vandets kredsløb, Jordens rotation omkring sin egen akse, Jordens rotation omkring Solen osv.

Alt i naturen indgår i en eller anden form for kredsløb. Naturen arbejder i kredsløb og ikke i rette linjer. Måske vil nogle her indvende, at de kender til rette linjer i naturen, såsom linealer, bordplader, husmure m.m. Men de er i virkeligheden ikke rette.

Lad os tage linealen som et eksempel. Det er illustreret i nedenstående figur. Her er linealen angivet som linjestykket i pink farve. I den venstre del af figuren ses linealen, der – isoleret set – tilsyneladende fremstår som en ret linje. I figurens højre del derimod ses linealen som en del af en større cirkel, hvorved det er tydeligt, at linealens linje helt principielt ikke kan være ret. Det optiske bedrag skyldes, at linealen isoleret set ikke er lang nok til, at det bliver helt klart for os, at den ikke er ret.

Som vi har set i tidligere lektioner, er alt, hvad vi oplever lig bevægelse. Vi har ligeledes set, at bevægelse i virkeligheden kan opdeles i en stambevægelse og dens fire aflæggerbevægelser: rum, tid, forvandling og materie.

At naturen ordner stambevægelsen i kredsløb er dét, vi ser i Jordens rotation omkring sin egen akse, Jordens rotation omkring solen osv.

Naturen ordner dog også aflæggerbevægelserne i kredsløb, og det ses nok tydeligst for os i naturens forvandling af materie, som det eksempelvis sker i vandets kredsløb. Her ser vi flydende vand i vores verdenshave, der kan skifte form til damp og danne skyer på himlen. Skyerne kan igen fortættes og i form af regndråber ramme jorden. På jorden kan vandet via vandløb strømme ud i verdenshavene igen. Kredsløbet er fuldendt. Herfra kan starte en nyt kredsløb, hvor vandet i verdenshavene kan fordampes og danne skyer, og herfra som nedbør og vandløbsstrømninger kan nå verdenshavene igen. Sådan fortsætter vandkredsløbet i en uendelighed.

At bevægelser i naturen indgår i kredsløb kaldes for kredsløbsprincippet. Kendetegnet for kredsløbsprincippet er dannelse af kredsløb, hvor udgangspunkt og slutpunkt principielt er sammenfaldende.

Kredsløbsprincippet kan observeres i den fysiske verden, men det er mindst lige så meget et parafysisk fænomen, som således også virker i forbindelse med bevægelser i den parafysiske materie.

Kredsløbsprincippet giver den optimale betingelse for livets oplevelse. Det sikrer, at vi oplever konsekvensen af de skabelser, vi er ophav til. Dette kaldes undertiden også for karmaloven. Alt hvad vi sender ud, kommer tilbage til os igen på et tidspunkt. Hvis vi opfatter konsekvenserne som ubehagelige, kalder vi dem for mørke, mens vi opfatter behagelige konsekvenser for lyse.

Urkredsløb

I princippet består kredsløbsprincippet af fire grundstadier, nemlig (1) sult, (2) skabelse (3) oplevelse og (4) mættelse. ^/61/ Vi kan her benævne et kredsløb med de fire grundstadier som et urkredsløb.

I forbindelse med bevægelsesprincippet så vi beskrevet (2) skabelse og (3) oplevelse. I forbindelse med kontrastprincippet så vi beskrevet (1) sult og (4) mættelse. Kredsløbsprincippet binder således bevægelsesprincippet og kontrastprincippet sammen til et virkende hele.

I nedenstående figur ses et urkredsløb med de fire grundstadier. I midten af urkredsløbet skal man her forestille sig ophavet til de fire grundstadier. Det kaldes for kredsløbets centrum, og skal forstås som det inderste i et levende væsen. Det vil blive forklaret yderligere i en senere lektion.

Først dannes oplevelsen af grundstadiet “sult”. Et levende væsen har her tidligere “skabt” bevægelser, der gør, at det nu er blevet “mæt” af den resulterende oplevelse, og derfor nu fået en “sult” efter en kontrastoplevelse. På baggrund af den nye “sult” “skaber” ophavet nye bevægelser, som på et tidspunkt vil give anledning til nye “oplevelser”. Dette vil over tid give en “mættelse”, som igen medfører en fornyet “sult” efter en ny kontrastoplevelse. Således fortsætter urkredsløbet i en uendelighed.

Kredsløb – lys og mørke

Som nævnt i lektionen om kontrastprincippet, så kan man beskrive urkredsløbet ved begreberne “lys” og “mørke”. På “sultstadiet” har ophavet en gennemgribende følelse af lede ved en gammel “oplevelse”, og har en “sult” efter en ny kontrastoplevelse. Her befinder ophavet sig i “mørket”, og cirklen uden for “sultstadiet” er derfor markeret sort. Det er den kosmiske vinter. I sine nye “skabelser” begynder ophavet at føle en form for begyndende “lys” i tilværelsen. Cirklen ud for “skabelse” viser, at “mørket” er aftagende og “lyset” tiltagende. Det er det kosmiske forår, hvor “lyset” begynder at bryde igennem. I den nye “oplevelse” føler ophavet en glæde ved at have opnået det, som det har stræbt efter. Cirklen udenfor “oplevelse” er således helt hvid. Det er den kosmiske sommer, hvor “lyset” er på sit højeste. Med tiden begynder ophavet at føle en vis “mættelse” af det “oplevede”, og dermed aftager “lyset” og “mørket” tiltager. Det er det kosmiske efterår. Den totale “mættelse” indfinder sig igen på et tidspunkt, og en “sult” efter nye kontrastrige “oplevelser” indfinder sig. Vi er nu tilbage til den kosmiske vinter.

Spiralkredsløb

Det er ikke de samme skabelser og oplevelser, der gentager sig igen og igen. De fornyes hele tiden. Derfor skal kredsløb nærmere ses som spiralkredsløb. Det kan lavpraktisk illustreres som i nedenstående figur med en spiralfjeder, hvis ringe bliver større og større efterhånden, som man følger spiralfjederens metaltråd i opadgående retning. Alle nye skabelser og oplevelser bygger ovenpå – er en udvidelse af – tidligere skabelser og oplevelser. Man skal her forestille sig, at spiralfjederen forsætter i det uendelige både opad og nedad.

Nedenstående figur viser et spiralkredsløb set oppefra. I dette spiralkredsløb illustreres det levende væsens livsudvikling med den stiplede linje. Det levende væsen er ophavet til skabelser og oplevelser, og det ses i figuren, at alle det levende væsens skabelser og oplevelser går i større og større kredsløb efterhånden som tiden går. Det illustrerer, at det levende væsen hele tiden bliver en masse erfaringer rigere, og dermed får mere og mere bevidsthed.

Som vi så i lektionen om polprincippet, skifter det levende væsen mellem at være enkeltpolet og dobbeltpolet. Hvor polprincippet er den helt overordnede universelle drivkraft, som sørger for, at livet har en generel fremdrift, så det er ligeledes – ud fra ovenstående – tydeligt, at kontrastprincippet fungerer som en slags “lokal” drivkraft for fremdriften af skabelsen og oplevelsen.

Inden for hvert kredsløb gennemgår det levende væsen dels en periode, hvor det primært oplever i den fysiske verden samt dels en periode, hvor det primært oplever i den parafysiske verden. Det er illustreret i nedenstående figur, hvor den grønne linje angiver skellet mellem den fysiske verden og den parafysiske verden. I størstedelen af den fysiske verden er det levende væsen enkeltpolet, og fremtræder som enten et maskulint hankønsvæsen eller et feminint hunkønsvæsen. I hele den parafysiske verden – og mindre dele af den fysiske verden – er det levende væsen dobbeltpolet og fremtræder som et helt væsen, hvor dets maskuline og feminine sider er ligeværdige.

Vi oplever som levende væsen hele tiden forskellige tilværelsesplaner. I nedenstående figur ses de forskellige tilværelsesplaner.

Vi tager her udgangspunkt i Planteriget (A), hvor planter har deres fysiske tilværelse. Planter er oftest enkeltpolede, og er kendetegnet ved at anvende instinktenergien som deres primære grundenergi. De har en fysisk organisme, men deres bevidsthed er primært rettet mod den parafysiske verden.

Planter udvikler sig med tiden mod dyreriget (B). Dyreriget er fysisk, og består af enkeltpolede dyr, der kendetegner sig ved at anvende tyngdeenergi som den primære grundenergi. I starten af dyreriget fremstår de som primitive dyr, men udvikler sig til mere og mere avancerede dyreformer. På et tidspunkt fremstår de som Jordiske mennesker. Det er sådanne væsener vi er pt. Som Jordiske mennesker er vi således en del af dyreriget, men vi har med tiden opnået en ikke ubetydelig evne til at anvende følelsesenergien, som gør, at vi er halvt dyr og halvt rigtige mennesker. Vi er splittede væsener.

Som Jordiske mennesker udvikler vi os mod det næste tilværelsesplan kaldet Det rigtige menneskerige (C). Det rigtige menneskerige er i starten omfattet af den fysiske verden, men bliver senere omfattet af den parafysiske verden. I det rigtige menneskerige er de levende væsener dobbeltpolede og anvender følelsesenergien som den primære grundenergi.

Efter en periode udvikler det levende væsen sig videre ind på det efterfølgende parafysiske tilværelsesplan kaldet visdomsriget (D). Her er de levende væsener også dobbeltpolede og anvender intelligensenergien som den primære grundenergi. De levende væsener i visdomsriget er meget kraftfulde, og de kan suverænt styre materien omkring sig med tankens kraft.

Fra Visdomsriget udvikler de levende væsener sig videre til Det parafysiske guddommelige rige (E), hvor det levende væsener ligeledes er dobbeltpolet, og anvender intuitionen som den primære grundenergi. De levende væsener er her på “toppen” af det indeværende spiralkredsløb, og har her direkte adgang til al viden i universet.

Selvom tilværelsen i den guddommelige verden på mange er måder er lykkelig, vil det levende væsen på et tidspunkt begynde at føle en form for mæthed af “lyset”, og udvikler sig videre til det næste tilværelsesplan Salighedsriget (F). I Salighedsriget anvender de levende væsener hukommelsesenergi som den primære grundenergi. I den første halvdel af salighedsriget er væsenerne udelukkende parafysiske. I anden halvdel udvikler det levende væsen fysiske mineralstrukturer, dog samtidig med, at de har deres primære bevidsthed i den parafysiske verden. De levende væsener er meget indadvendte og oplever kun i deres indre hukommelsesverden, hvor de ser tilbage på tidligere liv i både indeværende spiralkredsløb og tidligere spiralkredsløb.

Efter en periode udvikler det levende væsen sig ind i et nyt spiralkredsløb, hvor det første tilværelsesplan er planteriget (A+1). Her er de levende væsener enkeltpolede igen og anvender instinktenergien som den primære grundenergi, og fremtræder som fysiske planter, men har deres bevidst i den parafysiske verden.

Fra Planteriget udvikler de levende væsen sig videre til næste tilværelsesplan dyreriget (B+1), og således fortsættende i det uendelige i højere og højere spiralkredsløb.

Som det ligeledes ses på figuren, er dyreriget den kosmiske vinter, hvor det levende væsen har “sult” efter “lyset” som kontrasten til “mørket”. Det rigtige menneskerige og visdomsriget er det kosmiske forår, hvor “lyset” er tiltagende og “mørket” aftagende. Det guddommelige rige er den kosmiske sommer, og udgør “lyset” i livet. Salighedsriget og planteriget er det kosmiske efterår, hvor “mørket” er tiltagende og “lyset” er aftagende.

Man skal her forestille sig, at der før vores udgangspunkt i Planteriget A i ovenstående har været uendeligt mange forudgående spiralkredsløb. Spiralkredsløbende vil her have følgende notation: -1 i det forrige spiralkredsløb samt -2 for det næstforrige spiralkredsløb osv. fortsættende i det uendelige. Se nedenstående figur.

Som nævnt er spiralkredsløbene ikke identiske. De bygger alle oven på hinanden, og bliver mere og mere avancerede. Spiralkredsløbene har navne alt efter hvilke oplevelsesform, det levende væsen har. Der er følgende typer af spiralkredsløb, som gentager sig i det uendelige: atomverdenen, celler, organer, organismer (som vi kender det), planeter, solsystemer og galakser. Vores udviklingsvej er således, at vi nu er organismer (som jordiske mennesker) på et tidspunkt bliver til planeter, og derfra udvikler os videre til solsystemer og dernæst galakser. Galakserne udvikler sig videre til hhv. atomverden, celler og organer i højerestående organismer osv. fortsættende i det uendelige.

Det levende væsen går således i gennem forskellige tilværelsesplaner i uendelige fortløbende spiralkredsløb, der sikrer, at oplevelserne hele tiden fornyes til glæde for det levende væsen.

Søvnen og døden

Når vi sover, går vi i princippet hurtigt igennem vores indeværende spiralkredsløb i lyntempo. Under søvnen er vores bevidsthed koblet på det parafysiske verden. Det samme gælder, når vi dør. Her kobler vi os fra vores fysiske krop, og oplever i den parafysiske verden. Det er dog kun for en kortere periode, indtil vi inkarnerer fysisk igen. Det er kun, når vi er på tilværelsesplaner i den fysiske verden, at vi er underlagt reinkarnationsprincippet.